En Steiner-inspireret familiegruppe i hjertet af naturen.
Skovhuset Smovs er en lille, privat familiegruppe for børn i alderen 1–6 år, beliggende i skovkanten på Præstemosevej 31 i Grønholt – omgivet af høje træer, fuglesang og årstidernes skiften. Her skaber vi en tryg, rytmisk og eventyrlig hverdag med naturen som ramme og legeplads.
Vi har plads til 15 børn og ønsker dem fordelt på 12 børn i alderen 3–6 år og 3 børn i alderen 1–3 år.
Vi arbejder nærværende og sanseligt med børnene og lader årstiderne og naturens rytme gennemsyre alt, vi gør.
Vi bruger naturmaterialer og genbrug i indretning, leg og hverdag – med dæmpede farver, naturligt lys og enkelhed, der skaber ro og skønhed.
Vi serverer overvejende økologisk og 100 % vegetarisk mad, lavet med kærlighed og sæsonens råvarer. Børnene er med til madlavning og borddækning.
Mandag til fredag kl. 7.00–17.15. Hverdagen følger en fast rytme med plads til leg, samvær, fortælling, sang og ture i skoven.
Tæt forældresamarbejde og fredagspasning: hver fredag efter kl. 15 overtager forældrene frem til lukketid – med bålhygge, snitteprojekter eller varm te i regnvejr.
Skovhuset Smovs er stiftet og ejet af tre ildsjæle med dyb kærlighed til børn, natur og pædagogik: Anna Maria Vangsø Mortensen, Jeanette Maria Meier-Jensen og Charlotte Ayoe Speth Pedersen.
Charlotte og Jeanette er begge uddannede Rudolf Steiner-pædagoger og har tilsammen mange års erfaring fra Steinerinstitution – både i vuggestue og børnehave. Anna har arbejdet i Steinerinstitution gennem flere år, også både i vuggestue og børnehave, samtidig med at hun har været under uddannelse som socialrådgiver.
Vi har alle tre arbejdet tæt sammen i den samme institution og har et stærkt og velfungerende samarbejde. Vi deler de samme værdier og den samme pædagogiske tilgang – noget, man mærker tydeligt i hverdagen hos os. Og vi deler en fælles vision om at skabe et sted, hvor børn får lov at være børn – i ro, fordybelse og forbundethed med naturen og hinanden.
Året markerer vi med smukke årstidsfester – høst, lanternefest, advent, forår og sommer. Vores julebazar er et højdepunkt, hvor hele lokalsamfundet inviteres til en stemningsfuld dag med hjemmelavede gaver, duft af gran, stearinlys og hjertevarme.
Skovhuset Smovs er en lille, privat og Steiner-inspireret familiegruppe for børn i alderen 1–6 år – midt i skovkanten i Grønholt. Her skaber vi en tryg, rytmisk og eventyrlig hverdag med naturen som ramme og legeplads.